Gå til hovedindhold

Medie og skærmpolitik for Frederiksbjergklubben

Læs om vores retningslinjer for brug af medier og skærme i klubben

Indhold

    Vores politik er udarbejdet juni 2025, og retningslinjerne er gældende fra 28. juli 2025 og indtil næste revision af medie- og skærmpolitikken.

    Politikken omhandler følgende:

    • Internet
    • Sociale medier
    • Musik- og videostreaming
    • Mobiltelefoner (og andre mobile skærme, smartwatch, tablets)
    • Playstation
    • Gamerrum/Gaming

    I den fælles fritidspædagogiske vision i Aarhus Kommune fremgår det, at UngiAarhus skal være et sted, hvor børn og unge støttes i at deltage og udtrykke sig i den digitale verden på en måde, der fremmer sunde fællesskaber og sunde digitale deltagelsesbaner.

    Visionen kalder på en skærpelse af vores pædagogiske praksis, hvor der løbende arbejdes systematisk, pædagogisk og didaktisk bevidst med børn og unges digitale fællesskaber. Et arbejde som i et samarbejde med de unge og deres forældre skal bidrage til gode digitale fællesskaber.

    Det betyder at alle klubber i UngiAarhus i samarbejde med klubbens børn, unge og forældre skal udarbejde retningslinjer for arbejdet med digitale fællesskaber og brug af skærme.

    Politikken tages op til løbende revision, minimum en gang om året.

    Når der står som minimum, er det fordi området har megen bevågenhed, og vi ønsker løbende at vurdere, om vores praksis på dette område er i overensstemmelse med den klub, vi ønsker at skabe for vores medlemmer.

    Desuden skal politikken leve op til de krav, forventninger og regler, der er fra Magistratsafdelingen for Børn og Unge og UngiAarhus.

    Et område i fokus

    Børn og unges skærmbrug har generelt stort fokus, og der er en del nylige og gennemarbejdede rapporter og undersøgelser om emnet. Vi har naturligvis forholdt os til dem, og de er brugt som baggrundsstof til vores medie- og skærmpolitik.

    Vi har især forholdt os til:

    Input og grundlaget for udarbejdelsen af politikken

    Udover de nævnte rapporter, som vi anvender som baggrundsstof, er Frederiksbjergklubbens medie- og skærmpolitik udarbejdet på baggrund af:

    • Diverse prøvehandlinger i klubben om mobilbrug samt brug af gamercomputere og Playstation
    • Indsamling af egne data om skærmbrug - herunder medlemmernes ønsker om mobiltelefonbrug i klubbens hverdag
    • Dialoger mellem medarbejdere på en række personalemøder i efteråret 2024 og foråret 2025
    • Dialoger fra forældrerådsmøder
    • Dialog fra forældremøde afholdt i maj 2025
    • Fælles digitale retningslinjer i UngiAarhus
    • Politikken har været behandlet i medarbejdergruppen, og forældrerådet har haft mulighed for at kommentere udkastet til medie- og skærmpolitikken

    Vi har fokus på hensigtsmæssig brug af internettet gennem dialog og oplysning. Det er ikke tilladt at besøge eller kommunikere på anstødelige eller uetiske hjemmesider.

    Hviske hjemmesider, det er, er naturligvis et vidt begreb; men vi bruger vores pædagogiske professionelle dømmekraft i dialogen med medlemmerne, når og hvis de er på internettet, og vi finder anledning til at være i dialog med medlemmerne om det indhold de ser.

    Medarbejderne vil løbende være i dialog med medlemmerne om det, de beskæftiger sig med i klubtiden, herunder deres adgang til internettet og hvad de besøger. Det gør vi med interesse for, hvad de interesser sig for og bruger tid på i deres klubhverdag.

    Vi ønsker at støtte og guide børnene og de unge i at færdes trygt og hensigtsmæssigt på sociale medier.

    Vi forventer, at du som forælder tager ansvar for hvilke apps og sociale medier, børnene og de unge har adgang til på deres enheder.

    Klubben og klubbens medarbejdere må kun streame musik fra kunstneres og pladeselskabers egne Youtube profiler. Børnene og de unge kan streame musik fra egne enheder.

    Klubben anvender ikke videostreamingtjenester i henhold til gældende lovgivning. Ved klubture til biografen foretager medarbejderne i klubben en pædagogisk vurdering af filmens indhold, aldersanbefaling med mere.

    Vi har forsøgt at anerkende vores medlemmers ønsker og behov for en grad af autonomi ved at tillade mobiltelefonbrug i klubben.

    Vores undersøgelse af medlemmernes ønsker viser, at medlemmerne har forskellige ønsker. Deres ønske om at kunne bruge mobiltelefonen i hele klubtiden var det hyppigste svar. Samtidig ønskede mange medlemmer en mobilzone, og mange ønskede at mobiltelefonbrug var i et begrænset tidsrum. Ret få ønskede ikke mobiltelefoner i klubtiden. Vi forsøger at tilgodese bredden i svarene vel vidende, at det er en svær balance.

    Vi tror på, at vi ved at tillade brug af mobiltelefonen i klubbasen og i dens umiddelbar nærhed gør det nemmere for personalet at komme tættere på medlemmerne og deres mobiltelefoner. På den måde får vi bedre mulighed for at få indblik i, hvad de interesserer sig for og være i dialog med dem om det.Samtidig har vi nemmere ved at opfordre medlemmerne til at deltage i de aktiviteter, vi udbyder på dagen og opfordre dem til at foretage sig andre ting end at benytte mobiltelefonen.

    Vi har fokus på, om bestemte børn bruger skærmen meget, og vi er i dialog med de børn, vi kan observere, har et stort skærmforbrug. Det, tror vi på, bliver lettere for os at håndtere i en hverdag, hvor mobiltelefonbrug er tilladt, der hvor vi er til stede: i klubbasen.

    Retningslinjer for brug af mobiltelefonen i klubtiden.

    • Der er mulighed for at benytte egne telefoner i klubtiden
    • Mobiltelefonen må benyttes følgende steder:
      • Klubbasen
      • Lige udenfor klubbasen
      • Ved bordene placeret længst henne mod klubkøkkenet og klubbasen i kantineområdet

    De pædagogiske aktiviteter er i udgangspunktet mobilfrie

    Kreaområdet, langbordet i basen, motoriksalen, multisalen, bordtennis, bolcher, musikstudie, aktiviteter på udendørs boldbaner, aktiviteter på Skolemarken, når man spiser, eller når man venter på at maden er klar og så videre er mobilfrie. 

    Kort sagt: Alle de steder hvor der er er pædagogisk igangsatte aktiviteter, og hvor der ikke er brug for mobiltelefonen til afvikling af aktiviteten, er det ikke tilladt at benytte mobiltelefonen.   

    At være i klub, betyder ikke fri færdsel og fri mobil over hele skolen.

    Har man fri fra skole, skal man som klubmedlem enten være i klubbasen eller et af de steder, hvor klubben har aktiviteter. Alternativt har man lavet en særskilt aftale med medarbejderne i klubben om, at man for eksempel er en gruppe på boldbanen.

    At mobilen er tilladt i klubben, lige udenfor klubben og ved bordene i kantinen placeret tættest på klubbasen, betyder selvfølgelig ikke, at mobilen er tilladt overalt på skolen.

    Mobilfrie dage

    I Frederiksbjergklubben har vi løbende tiltag, hvor den daglige klubdag ser anderledes ud: Tivolitur, magnetfiskeri, tur til Skansen, klubdag på skolemarken med videre. Ved klubture kan vi beslutte, at mobiltelefonen ikke kan benyttes, eller vi kan have en dag i klubben, hvor vi beslutter, at dagen er mobilfri.

    Det sker for at arbejde med det, der skaber fællesskab, og nogen gange mener, at vi bedst kan arbejde med det uden mobiltelefonen som følgesvend. 

    Pædagogiske aktiviteter, hvor mobiltelefonen kan bruges

    I en række aktiviteter er mobiltelefonen et godt og måske nødvendigt redskab til det, vi arbejder med. Det kan være Pokemon GO, digital skattejagt, finde inspiration på bestemte hjemmesider til at tegne, lave mønstre på perleplader, udarbejde figurer i fimoler med mere, det kan være at lave en film sammen med klubvenner og meget mere.

    Vi ønsker at vores medlemmer arbejder med digital dannelse, og det sker blandt andet ved at bruge mobiltelefonen i forskellige dele af den pædagogiske praksis. 

    Vores Playstation er en populær aktivitet hos en del klubmedlemmer. Her handler det om leg, kammeratskab, kreativitet og fordybelse – præcis som alle andre aktiviteter.

    Det er muligt at spille fire ad gangen, og vores udvalg af spil er forholdsvis begrænset. Primært spiller vores medlemmer FIFA, Rocket League eller Broforce.

    Vores Playstation er placeret I klubbasen, hvor der altid er en eller to medarbejdere. Det betyder, at der løbende er interaktion med medarbejderne ved aktiviteten, og jævnligt spiller medarbejderne også med medlemmerne. Desuden er det en aktivitet, hvor flere kan spille samtidig, mens nogen observerer. Det vil sige, at mange børn er i relation med hinanden i aktiviteten, og det er helt centralt i vores klubtilbud: Relation børnene i mellem.

    Vi har følgende retningslinjer for brug af Playstation:

    • Man har som medlem i udgangspunktet én spilletid på en klubdag med en varighed på 45 minutter. Hvis man har en Playstationtid, kan man ikke samtidig have en gamertid på gamercomputerne,
    • Vi opfordrer til at spille to eller fire sammen, så det er en fælles aktivitet,
    • Der vil være tidspunkter i klubben, hvor det ikke er muligt at spille Playstation, fordi vi ønsker at have fokus på øvrige aktiviteter, og har brug for at benytte området til andre formål,
    • Vi afholder pædagogiske aktiviteter i forbindelse med Playstation, det kan for eksempel være en FIFA-turnering.

    Vær opmærksom på

    Retningslinjerne for Playstation og gaming glæder for vores fritidsklub for 4. til 6. klasse.

    For vores medlemmer i ungdomsklubben, 7. til 9. klasse, gælder det, at vi aftaler på aftenen, hvordan reglerne er den aften.

    Gaming er en populær aktivitet hos en del klubmedlemmer. Det handler om leg, kammeratskab, kreativitet og fordybelse – præcis som alle andre aktiviteter.

    Vi har otte gamercomputere til rådighed i vores gamerrum. Det ligger som en del af klubbasen i et selvstændigt lokale. På den måde er medarbejderne tæt på lokalet, og de er jævnligt i rummet sammen med medlemmerne.

    Desuden er det en aktivitet, hvor flere spiller sammen. Det vil sige, at børn er i relation med hinanden i aktiviteten, og det er helt centralt i vores klubtilbud: Relation børnene i mellem.

    Vi arbejder bevidst med ordentligt sprogbrug i gamerrummet, og vi arbejder bevidst med, at medlemmer er med til at skabe gode rammer for et godt fællesskab i gamerrummet.

    Vi har følgende retningslinjer for brug af gamerrummet:

    • Man har som medlem i udgangspunktet en spilletid på en klubdag med 45 minutters varighed. Hvis man har en tid i gamerrummet, kan man ikke samme dag have en Playstationtid,
    • Vi opfordrer til at spille sammen, så aktiviteten er en fælles aktivitet.
    • Der vil være tidspunkter i klubben, hvor det ikke er muligt at benytte gamerrummet. Det er, fordi vi ønsker at have fokus på øvrige aktiviteter og har brug for at benytte området til andre formål,
    • Vi laver pædagogiske aktiviteter i forbindelse med gaming, det kan for eksempel være en turnering i Shellshockers,
    • Spil foregår alene via medlemmernes egne robloxkonto. Det er forældrenes ansvar, hvilke spil medlemmet har adgang til at spille. I Frederiksbjergklubben bruger vi den såkaldte PEGI-rating som vejledning til, hvilke spil, der anbefales til hvilke aldersgrupper.

    Vær opmærksom på

    Retningslinjerne for Playstation og gaming glæder for vores fritidsklub for 4. til 6. klasse.

    For vores medlemmer i ungdomsklubben, 7. til 9. klasse, gælder det, at vi aftaler på aftenen, hvordan reglerne er den aften.

    Dit ansvar som forældre - og hvad du skal være opmærksom på

    I Frederiksbjergklubben ønsker vi, at vores medlemmers forældre tager en aktiv rolle i debatten om børnene og de unges digitale liv, og at de bidrager til en god dialog om det digitale.

    Vi mener, at det følgende er centralt i at skabe en klub, hvor der er medansvar fra forældrenes side. Vores liste herunder gælder særligt, når det kommer til mobiltelefonbrug og andre enheder som smartwatch, tablets, computere.

    • Tal med dit barn om, hvordan de bruger mobiltelefonen i klubtiden - og hvordan de bruger mobiltelefonen i det hele taget,
    • Tal med dit barn om, hvilke regler der gælder i klubben for mobiltelefonbrug - om de kender og efterlever dem,
    • Har I i familien selv regler om mobilbrug, og har I for eksempel selv begrænsninger på tid, man kan bruge sin telefon? Det er for eksempel aktivering af skærmtid, app-grænser og skærmfri perioder,
    • Har du givet dit barn adgang til sociale medier?
    • Begrænsningerne på selve telefonen er alene et forældreansvar,
    • Aftalen mellem klubmedlem og forælder kan være en anden end klubbens retningslinjer. Du som forælder kan for eksempel godt lave en aftale med dit barn om ikke at benytte mobiltelefonen i klubtiden. Det er dit ansvar, at de aftaler du indgår med dit barn, efterleves.
    • Kan I lave aftaler på forhånd, så det ikke er nødvendigt at ringe. Når forældre og børn ringer sammen i klubtiden, fordi der mangler at blive lavet aftaler om, hvornår man skal hjem, om man må have en legeaftale med mere, så er det et forstyrrende element i det fællesskab, vi forsøger at skabe i klubben.

    Desuden opfordrer vi forældre til at benytte hjemmesiden Genvej

    Det er et tilbud til forældre og omsorgspersoner, hvor de kan få hjælp til at engagere sig i deres barns digitale liv. Genvej - til dit barns digitale liv er et partnerskab mellem Ole Kirks Fond, Trygfonden og Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge.

    Besøg Genvej - til dit barns digitale liv

    Sidst opdateret: 7. august 2025