Ungdommens Vårsalong
Ungdommens Vårsalong DRØMMEr
Ungdommens Vårsalong 2026 er sat i værks. Aarhus Kommune og UngiAarhus er naturligvis med igen - for 19. gang. Så send os dit bud på et værk og få mulighed for at være med på Danmarks største kunstudstilling for unge!
Hvad går årets tema "DRØMME" ud på?
"Drømme" er en rejse ind i det ubevidste, et vindue til vores inderste ønsker, håb og fantasier. Drømme kan være flygtige og abstrakte eller intense og livagtige. De eksisterer i spændingsfeltet mellem virkelighed og illusion, hvor grænserne mellem det mulige og det umulige udviskes.
Drømme kan være en drivkraft, der motiverer os til at skabe og handle, men de kan også være et spejl, der reflekterer vores frygt og længsler. De kan komme til udtryk gennem kunst, poesi, fortællinger eller blot i vores tanker, når vi vågner med et glimt af noget uforklarligt.
"Drømme" handler om at udforske det, vi længes efter, det vi forestiller os, og det vi ikke helt forstår – men som alligevel føles virkeligt.
Hvad er Ungdommens Vårsalong?
Ungdommens Vårsalong er UngiAarhus’ censurerede kunstudstilling for kreative unge fra 6. klasse til (og med) 18 år. At udstillingen er ’censureret’, er en fancy måde at sige, at tre professionelle kunstnere udvælger de værker, der kommer med på udstillingen.
Ungdommens Vårsalong er et samarbejde mellem tre kommuner – Odense, København og Aarhus. Hver især afholder de deres egne udstillinger, som samles i København til en fælles udstilling med omkring 250 værker, skabt af unge fra de tre kommuner.
Vi samarbejder med Odense og København kommune, som hver især også har deres egen udstilling og slutter i fællesskab af med en udstilling i København.
Ideen med Ungdommens Vårsalong er at skabe et rum for, at unge kunstnere kan spire frem. Måske ved du, at du har en kunstner gemt i dig, måske er det netop nu, du skal finde ud af det? Udfold eller udforsk dine kunstneriske sider gennem skabelsen af fysiske værker inden for tegning, akvarel, oliemaling, foto, grafik, skulpturer og meget andet. Eller giv dig i kast med at skabe et digitalt værk gennem lyd, video eller animation. Der er som udgangspunkt ingen krav (eller begrænsninger) til størrelsen på værkerne – så slå dig løs!
Synes du også, at ’Vårsalong’ er et spøjst ord? Så lad os da lige hurtigt vende årsagen til navnet. Det kommer nemlig af udstillingens svensk-danske rødder – ordet betyder ’forårsudstilling’ på svensk. Så selvom Malmø ikke længere er en del af samarbejdet, som de var, da udstillingen blev skabt i 1972, bevares navnet som en hilsen til udstillingens historie.
Kan jeg deltage i Ungdommens Vårsalong?
Alle kan deltage i Ungdommens Vårsalong, så længe de er i målgruppen – 6. klasse til (og med) 18 år. Man kan tilmelde sit værk som enkeltperson eller som kunstnerduo.
Ønsker du/I at indsende et værk i en gruppe større end to, kan I skrive eller ringe til Ane Ringdal på anhr@aarhus.dk / +45 41 85 42 14 og høre om jeres muligheder.
Hvordan bliver mit værk en del af udstillingen?
Du tilmelder dit værk via en digital tilmeldingsblanket. Du finder linket længere nede. Som lærer eller pædagog kan du også tilmelde et værk på vegne af en ung.
Vi vil gerne bede jer følge alle trin nøje og sørge for at billederne er i høj kvalitet – så har vores censorer (vores ’udvælgere’) nemlig de bedste betingelser for at vurdere værkerne. Der kommer mange bidrag, så overholdes alle krav ikke, bliver dit værk desværre frasorteret.
Alle tilmeldte værker bliver vurderet ligeligt af de tre professionelle kunstnere, som censurer udstillingen. Censureringen foretages på baggrund af en vurdering af:
- hvordan årets tema er fortolket,
- styrken af værkets udtryk,
- den håndværksmæssige dygtighed samt
- indsatsen bag værket og dets nytænkning.
Sådan tilmelder du dit værk
Tilmeldingslink (vær opmærksom på nye krav til tilmelding - kommer 10. november)
Hvilke datoer skal jeg holde øje med?
Der er deadline for digital tilmelding onsdag d. 29. januar 2026 kl. 12.00.
De, der udvælges i første runde, får besked den 17. februar 2025. De udvalgte fysiske værker skal indleveres fredag den 20. februar mellem 12.00 og 16.00 direkte på udstillingen, der i år foregår på Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C.
Der er fernisering på Dokk1 den 24. februar fra kl. 16.30. Her serverer vi lidt let mad og drikke, en åbningstale, en åbningsoplevelse og selvfølgelig et nøje udvalgt udpluk af Aarhus Kommunes unge kunstneres værker.
Under ferniseringen vil de fremmødte gæster samt censorer udvælge, hvilke værker vi sender videre til fællesudstillingen i København.
Fredag den 6. marts er der afhentning af ikke-udvalgte værker. Hvis du/I ikke afhenter dit/jeres værk, vil det blive destrueret, så vær meget opmærksom på det!
De udvalgte værker bliver sendt videre til fællesudstillingen på Københavns Rådhus, der har fernisering tirsdag den 10. marts 2026 kl. 16.30.
Kunstnerne bag de endeligt udvalgte værker inviteres med på tur til København, hvor de får en kunstnerisk oplevelse og bagefter er med til ferniseringen. Her kan der medtages én ledsager pr. værk (forælder, ven, pædagog e.l.). Yderligere info om dette følger pr. mail til de udvalgte kunstnere.
Tidligere temaer
2025: PULS
2024: HVERDAGEN
2023: PÅ KANT ELLER FORKANT?
2022: MIN STEMME
2021: PÅ DEN ANDEN SIDE
2020: VELKOMMEN
2019: KUNSTIGT
2018: SOM JEG SER DET
2017: SYNES GODT OM
Kontakt
Ungdommens Vårsalong
UngiAarhus
Grøndalsvej 2
8260 Viby J
Ane Ringdal
UngiAarhus
Mobil: +45 41 85 42 14
E-mail: anhr@aarhus.dk