Gå til hovedindhold

Digitale retningslinjer for Klubben Holme Vestergård

I klubben har vi digitale retningslinjer for vores medlemmer. Det handler om, at bruge digitale enheder, gaming og meget andet , som børn og unge kommer i kontakt med i klubtiden. Læs mere om vores retningslinjer og overvejelser

Indhold

    Vores retningslinjer i klubben læser sig op af UngiAarhus' mediepolitik samt Center for Digital Pædagogiks anbefalinger. 

    Gaming – hvad kan det?

    Vi ser gaming som en aktivitet på linje med klubbens øvrige tilbud. For nogle børn og unge fungerer gaming som et godt skift efter skoledagen og en naturlig indgang til klubbens fællesskaber.

    Gaming kan understøtte:

    • Fællesskab og samarbejde gennem kommunikation, koordinering og fælles beslutninger.
    • Finmotorik og koordination gennem præcise bevægelser og øje-hånd-koordination.
    • Mestring og selvtillid ved at give børn og unge mulighed for at opleve succes og bidrage med kompetencer, der anerkendes af fællesskabet.
    • Kreativitet og problemløsning gennem strategiske og skabende aktiviteter i spil.

    Vi tager udgangspunkt i spillenes aldersanbefalinger, men vurderer også deres pædagogiske værdi. Derfor kan der forekomme spil i klubben, som har en højere aldersanbefaling end medlemmernes alder. Det er altid forældrene, der afgør, hvilke spil deres barn må spille, og vi respekterer naturligvis dette.

    Spil, der kræver en personlig konto, skal spilles via barnets egen brugerprofil. Klubben stiller ikke konti til rådighed. Dette giver samtidig forældre mulighed for at have indsigt i og indflydelse på deres barns spilaktiviteter.

    Vi forstår gaming bredt. Det omfatter blandt andet computerspil, konsolspil, mobilspil som Pokémon GO og Brawl Stars samt aktivitetsbaserede spil, hvor digitale medier kombineres med fysisk bevægelse, eksempelvis Evo-Tag.

    Inden for klubbens pædagogiske rammer er gaming en social aktivitet. Når børn og unge spiller sammen, træner de samarbejde, kommunikation, konfliktløsning og respekt for fælles regler. Samtidig styrker mange spil koncentration, planlægning, koordinering, overblik og strategisk tænkning.

    Vi arbejder også med digital dannelse. Børn og unge skal lære at begå sig ansvarligt online og møde andre med den samme respekt, som forventes i klubbens fællesskaber.

    Som udgangspunkt må medlemmer game i op til én time om dagen. Medarbejderne kan dog fravige denne ramme, når det vurderes at understøtte fællesskabet eller den pædagogiske indsats.

    Vi skelner mellem den daglige, uformelle gaming og klubbens e-sportsforløb.

    E-sport er organiseret gaming med fokus på træning, samarbejde og konkurrence. Formålet er at tilbyde et forpligtende fællesskab for børn og unge med interesse for mere målrettet gaming.

    E-sportsforløb er altid ledet af en medarbejder og har klare læringsmål. Vi arbejder blandt andet med:

    • Taktisk forståelse - indsigt i spillets mekanikker, roller og strategier.
    • Kommunikation og sprogbrug - konstruktiv kommunikation, der styrker samarbejde og trivsel.
    • Kreativitet og innovation - udvikling af idéer, strategier og løsninger inden for spillets rammer.
    • Problemløsning - analyse af udfordringer og fælles udvikling af løsningsstrategier.
    • Samarbejde og ansvar - forståelse for egen rolle og betydningen af fælles indsats.

    Mobiltelefoner

    Mobiltelefoner er en central del af mange børn og unges hverdag. De bruges til kommunikation, underholdning og sociale fællesskaber. Det anerkender vi, samtidig med at vi ønsker at understøtte balancen mellem det digitale liv og de fællesskaber, der opstår i klubben.

    Det er ikke nødvendigt at have en mobiltelefon for at gå i klub.

    For at styrke deltagelsen i aktiviteter og fællesskaber er klubben mobilfri hver dag fra kl. 13.00 til 14.30.

    Efter kl. 14.30 kan telefonen anvendes i begrænset omfang efter medarbejdernes vurdering. Vi lægger særligt vægt på, om telefonen understøtter fællesskaber eller fjerner barnet fra aktiviteter og relationer i klubben.

    Børn kan altid låne klubbens telefon til at kontakte hjemmet.

    Når børn deltager i aktiviteter, kan medarbejderne bede dem om at lægge telefonen i tasken eller i klubbens mobilkasse, så opmærksomheden rettes mod aktiviteten og fællesskabet.

    I ungdomsklubben er rammerne for mobilbrug mere frie.

    Vi ønsker at skabe et ungdomsmiljø, hvor det er muligt at være en del af fællesskabet med eller uden telefon.

    Derfor er medarbejderne nysgerrige på de unges digitale liv og indgår løbende i dialog om deres brug af sociale medier og digitale platforme.

    Vi ved, at sociale medier kan skabe både positive og udfordrende oplevelser. Derfor ønsker vi at være tilgængelige voksne, som de unge kan søge sparring hos.

    Hvis vi får kendskab til mobning, chikane eller anden krænkende adfærd mellem klubbens medlemmer på digitale platforme, håndterer vi det på samme måde som tilsvarende hændelser i det fysiske fællesskab og kontakter de involverede forældre.

    Når telefonen anvendes i klubben, må den ikke bruges til:

    • Pornografisk materiale
    • Materiale med voldeligt eller stærkt grænseoverskridende indhold
    • Optagelse eller deling af billeder og video af andre uden deres samtykke

    Sociale medier

    Sociale medier er en væsentlig del af mange børn og unges hverdag og påvirker relationer, kommunikation, identitetsudvikling og fællesskaber.

    Derfor arbejder vi aktivt med digital dannelse og med spørgsmål som:

    • Hvordan opfører man sig respektfuldt online?
    • Hvad er god digital omgangstone?
    • Hvordan passer man på sig selv og andre på sociale medier?

    Klubben benytter ikke sociale medier til kommunikation med medlemmer. Kommunikation foregår gennem de kanaler, der er godkendt af UngiAarhus.

    Vi forholder os dog aktivt til de platforme, som medlemmerne bruger. Som voksne har vi et ansvar for at forstå de digitale fællesskaber, børn og unge indgår i, så vi kan støtte, vejlede og hjælpe dem, når det er nødvendigt.

    Forældreansvar og samarbejde

    I klubben guider og støtter vi børn og unge i at udvikle en ansvarlig og respektfuld tilgang til digitale medier, spil og sociale platforme.

    Klubben er dog kun én af de arenaer, børn og unge færdes i. Derfor er et tæt samarbejde mellem klub, hjem og skole afgørende.

    Vi opfordrer dig som forælder til løbende at være i dialog med dit barn om:

    • Brug af sociale medier
    • Valg af spil og onlinefællesskaber
    • Sprogbrug og digital adfærd
    • Deling af billeder og videoer
    • Privatliv, samtykke og respekt for andre

    Det er dit ansvar som forælder at tage stilling til, hvilke apps og tjenester dit barn må benytte. I klubtiden kan der dog gælde yderligere begrænsninger på baggrund af pædagogiske vurderinger og viden om børns digitale trivsel.

    Eksempler kan være platforme, hvor børn og unge tilfældigt sættes i kontakt med fremmede, eller tjenester med øget risiko for krænkende eller upassende indhold.

    Hvis vi bliver bekymrede for et barns brug af en platform eller app, tager vi kontakt til dig med henblik på dialog og samarbejde.

    Du er altid velkomne til at kontakte os med spørgsmål, bekymringer eller behov for uddybning af klubbens digitale retningslinjer.

    Disse retningslinjer tager afsæt i UngiAarhus' mediepolitik samt anbefalinger fra Center for Digital Pædagogik (CfDP).

     

    Sidst opdateret: 2. juli 2026