Malling Fritids- og Ungdomsklubs mediepolitik
Vi er optaget af at skabe de bedste rammer for medlemmernes frie tid. Både med skærm og uden skærm. Her kan du læse vores rammer og retningslinjer og vores overvejelser bag
Vi ser det som en del, af et barns dannelse at lære at begå sig i en verden, hvor skærmen fylder mere og mere.
Derfor har vi en mediepolitik, der både giver medlemmerne mulighed for at begå sig uden skærm, og som også lægger også op til at skabe nogle retningslinjer, der støtter børn og unge i at lære at begå sig i den digitale verden.
Vi ønsker at være en del af vores medlemmers hverdag. Vi ønsker at arbejde ud fra den forståelse, at børnene og de unge ikke adskiller deres digitale liv og deres fysiske liv. For dem er det blot deres liv.
Vi som fagpersoner og voksne forholder os til, at børn og unge har brug for trygge rammer til at øve sig i og udvikle sig sammen. Derfor vil vi gerne skabe retningslinjer og rammer, der hjælper dem med at stille spørgsmål og tage bevidste valg om deres brug af skærm.
Vi opfordrer til og forventer, at du som forælder forholder dig til, hvorfor du som forælder vælger at give dit barn mobiltelefon med, og hvordan dit barn bruger mobiltelefonen. Du må som forælder meget gerne henvende dig til os, hvis du vil vide mere om vores arbejde med politikken.
Mobiltelefoner/småskærme
Generelle regler i Malling Fritids- og Ungdomsklub
Der er mobiltelefonfri dage for alle fritidsklubmedlemmer tirsdag og torsdag.
Mandag, onsdag og fredag er der mobilcafé fra klokken 15.00 til 16.00. Her er klubbens personale er forpligtet til at være omkring cafeen og være opsøgende, autentiske, nysgerrige og være interesseret i dialogen.
Vi har valgt at ligge caféen i en del af vores fællesrum, så vi dagligt kommer rundt om og er en naturlig del af vores medlemmers liv på sociale medier.
- Klubben som udgangspunkt mobiltelefonfri for 4. klasse
- Vi opfordrer til at medlemmerne ikke har deres mobiltelefon med, med mindre de skal bruge den i pædagogiske aktiviteter med voksne
- Hvis børnene har telefon med i klubben, skal den ligge i tasken
- Hvis børnene skal ringe hjem, må de altid låne klubtelefonen
Når telefonerne må benyttes, er det når klubben arrangere aktiviteter, hvor mobiltelefoner bruges som redskab i aktiviteten.
Hvis telefonen skal benyttes til korte opkald, kommunikation til hjemmet, gøres det i køkkenet.
Hvis telefonen bruges som et pædagogisk redskab i aktiviteter som Pokemon-ture, musik, film, dans, kreative ideer med mere, er det en mulighed efter foregående aftale med en pædagog.
I øjeblikket er der ikke regler for ungdomsklubmedlemmerne i deres lokaler. Men vi er omkring de unge i samtaler, der kan handle om alt indenfor brug af mobiltelefoner.
Når ungdomsklubmedlemmer opholder sig i alle klubbens resterende rum gælder samme regler som for alle andre.
I ungdomsklubben vil vi gennem undersøgelser, spørgsmål og så videre være med til at gå ind i den del af de unges liv, der foregår på skærmen. Det kunne for eksempel være at undersøge af skærmtid, udarbejde analog fotovæg og så videre.
Vi ser det som en del af vores pædagogisk arbejde at være nysgerrige og dialogsøgende efter, hvad der foregår i de digitale fællesskaber. Desuden skal vi være med i dannelsen på sociale medier og brugen af dem, som vi vil være opsøgende på og nysgerrige efter sammen med de unge.
Gaming
I Malling Fritids- og Ungdomsklub, ser vi gaming som en værdifuld aktivitet på linje med klubbens øvrige tilbud.
Gaming fremmer leg, fællesskab, samarbejde, kreativitet og fordybelse - og fungerer for mange som en måde at få relationer, og være en del af et fællesskab.
Pædagogisk fokus
Vores tilgang til gaming bygger på tre centrale aspekter:
- Socialt: Børn og unge opbygger relationer gennem samarbejde og dialog
- Motorisk: Spil giver mulighed for kropslig aktivitet på en engagerende måde
- Personligt: Gaming kan styrke selvværd og give børn en oplevelse af mestring
Gaming i klubben handler ikke kun om spillet; men også om fællesskab, demokratiske beslutninger og udvikling af sociale kompetencer. Vi prioriterer spil, der kræver samarbejde og kommunikation, og som understøtter relationer på tværs af alder og grupper.
Formål
Målet er, at gaming styrker børn og unges relationer og bidrager positivt til fællesskabet i klubben - både i og uden for spilrummet.
Playstation
Vi opfordrer til, at børn spiller sammen og på tværs af klassetrin. Rummet er åbent og tilgængeligt i særlige åbningstider.
Vi arbejder aktivt med at udvikle en sund digital kultur og webetik, og alle spil vurderes ud fra både PEGI-aldersmærkning og pædagogiske overvejelser. Nye spilforslag behandles i fællesskab med børnene; men der tages stilling til køb af de voksne.