Digitale fællesskaber og skærmregler i Klubben Risskov
I Klubben Risskov er vi optaget af at understøtte positive fællesskaber – analoge som digitale – og heriblandt finde en balance i, hvor meget/lidt brugen af forskellige digitale medier skal fylde i klubtid. Her kan du læse mere om vores tanker og vores retningslinjer
Vores retningslinjer for digitale medier i klubben
- Fra den 12. august 2024 er alle dage i klubben skærmfri.
Det gælder børnene og de unges egne skærme som smartphones, Chromebooks med mere, og det er fra klubbens åbningstid og frem til klokken 15.15.Herefter er det muligt at benytte sine egne skærme frem til klubben lukker. Ved aftenåbninger kan andre aftaler gælde.
Samtidig vil vores ungdomsklublokale og ungdomsklubmedlemmer ikke være omfattet af de samme regler. I stedet vil vi, som voksne i klubben, nøje følge deres skærmforbrug, og gå i dialog med de unge om deres brug af skærme, når de er sammen i klubben. - Skærme kan blive brugt i forbindelse med pædagogiske tilrettelagte aktiviteter, hvor det er formålet i sig selv - det er for eksempel på en Pokemon Go-tur eller ved aktiviteter, hvor de voksne i klubben vurderer, at skærmen er nødvendig - det kan for eksempel være Kahoot-quizzer og ture ud af huset, hvor vi skal kunne komme i kontakt med de unge.
- Det er muligt at blive en del af klubbens digitale fællesskaber. Det er for eksempel muligt at spille på vores Playstation og/eller Nintendo sammen med andre maksimalt 30 minutter hver dag. Man kan skrive sig på klubbens tider, når man kommer i klub.
Vores tanker om det digitale arbejde
Vi følger løbende med i og holder os opdaterede om de videnskabelige undersøgelser, der er på området om unges digitale liv og skærmforbrug.
Vi har orienteret os i ”Børns digitale liv” fra ADD-projektet og Børns Vilkår og Skærmbrug i fritidstilbud fra Styrelsen for undervisning og kvalitet i Børne- og Undervisningsministeriet. Samtidig arbejder vi, som fritidstilbud i UngiAarhus, fokuseret på at være opdateret om de unges egne oplevelser med og forbrug af digitale medier og fællesskaber.
Og til sidst er orienterer vi os også mod vores Plan for Fritids- og Ungdomsskoleområdet i UngiAarhus. Planen sætter også retning for vores tilgang til og arbejde med skærme og sociale medier i klubben.
Vi er bevidste om, at det er et vidensfelt, der kontinuerligt udbygges med ny viden, og derfor er vores retningslinjer også et udtryk for, hvordan vi tolker vores opgave i klubben netop nu - med mulighed for at vi kan tilpasse eller ændre retningslinjerne, når vi får ny viden eller nye erfaringer.
Forventningsafstemning med dig som forælder
Opbevaring af skærme:
Vi kan desværre ikke opbevare alle vores medlemmers telefoner/Chromebooks med videre i klubben. Derfor beder vi om at smartphone/Chromebook og lignende bliver liggende i tasken i løbet af klubdagen.
Opbevaring af digitalt udstyr i klubbens garderobe er på eget ansvar, og hvis man ikke føler sig tryg ved at skærmene opbevares her, er det en overvejelse værd om for eksempel en mobiltelefon skal med i skole-/klubdagen.
Kontakt med dit barn i klubtid:
Det kan være svært for de unge at lade telefonen blive i tasken, hvis der er mange koordineringer med forældre, venner og så videre om dagens forløb. Vi vil opfordre til at du koordinerer aftaler for dagen med dit barn/ung i starten af dagen, eller inden barnet går i klub, så børnene og de unge også selv øves i gradvist at fastholde aftaler for dagen.
Hvis der er behov for at koordinere aftaler i løbet af klubdagen, er du og dit barn/ung velkommen til at bruge klubtelefonen. Det vil dog være en kæmpe hjælp for os, hvis du overvejer behovet for kontakt og koordinering på klubtelefonen og barnets egen telefon i den skærmfrie tid frem til klokken 15.15 - vi vil så gerne bruge pædagogernes timer sammen med dit og de andre børn, frem for mange koordineringer og beskeder på telefonen.
Når medlemmer “snyder” i skærmfri tid i klubben:
Vi oplever af og til at nogle børn/unge kan finde på at gå hjem eller gå væk fra klubbens område, når der er skærmfri tid - enten for at komme hjem og bruge skærmene der, eller for at finde en afkrog på skolens grund eller nærmiljøet omkring skolen, hvor de kan benytte skærmene uden voksnes indblanding.
Vi har ikke ressourcer til at rundere skolen og nærmiljøets område for at spore de unge, der opsøger mulighederne. Derfor håber vi på din opbakning til klubbens skærmregler, og at du taler med dit barn/ung om at benytte og blive i klubben, når aftalen med dig er, at dit barn er i klub.
Hvis vi vurderer at et barn eller ung går mod skærmreglerne og for eksempel bruger sin mobiltelefon i den skærmfrie tid, kan vi vælge at ringe hjem til dig, for at gøre opmærksom på dit barns gentagne brud mod reglerne - vi håber igen på din opbakning til klubbens regler, og at du vil tage en god snak med dit barn/unge menneske derhjemme om opbakning til klubbens regler.
Hvis ovenstående giver anledning til spørgsmål eller afklaringer er du altid velkommen til at kontakte os i klubben, eller skrive/ringe til den pædagogiske leder.