Det gode digitale liv i Klubben Sølyst
I Klubben Sølyst tager vi et medansvar for de unges digitale dannelse. Derfor har vi udarbejdet nogle retningslinjer, som vi løbende justerer, og du kan læse mere om dem her.
Retningslinjerne har baggrund i et opdrag fra Aarhus Byråd, input fra forældreråd, inddragelse fra medlemmer og diskussioner i personalegruppen.
Følgende er fra den byrådsbesluttede plan for fritids- og ungdomsskoleområdet: ”UngiAarhus bidrager til at understøtte og klæde børn og unge på til at kunne begå sig digitalt. Derfor arbejder UngiAarhus fritidspædagogisk med at skabe muligheder for, at børn og unge oplever at kunne deltage og udtrykke sig på nettet på en måde, der fremmer konstruktive fællesskaber”.
Begrænsning – men ikke forbud
Mobiltelefoner og andre egne enheder er en mulighed i klub - men i en begrænset udgave. Vi har en mobilzone i klubben i det store fællesrum, hvor det er muligt at bruge mobiltelefon. Andre steder i klubben er et no-go. Udover det har 4. årgang altid eventuelle mobiltelefoner i taskerne, og vores aftenåbning onsdag er mobilfri.
I gaminglokalet er der et helt særskilt regelsæt, som hovedsageligt er delt i to kategorier:
Hvordan man opfører sig derinde og hvordan begrænsninger fungerer.
Under begrænsning er du som forælder også en del af ligningen. Vi opretter for eksempel ikke spilkonti til de unge eller stiller spilkonti til rådighed. Derfor kan de unge kun spille de spil i klubben, som de kan spille derhjemme.
Vi anerkender dermed, at det digitale liv fylder for vores børn.
Vi giver muligheden for at være online; men den opstillede begrænsning betyder, at et klubliv ikke kun kan være et online-liv.
De gode fællesskaber – og den digitale dannelse
I det store fællesrum er det naturligt som voksen at interessere sig for, hvad børnene bruger deres mobiltelefon til. Vi spørger aktivt ind til deres onlineliv: Hvilke medier bruger de? Hvem skriver de med? Hvad kommer på deres ”For You-page” og så videre. Især børn/unge, som sidder alene med deres telefon, har vi samtaler med.
Vi anerkender, at et onlinefællesskab kan være lige så vigtigt som et fysisk fællesskab. I fællesrummet kan man opleve, at børnene sommetider spiller et online mobilspil sammen. Man kan også opleve, at en gruppe børn sidder sammen for at se den nyeste video fra netop deres favoritinfluent.
Vi voksne øver os i at vise børnene, hvad gode online fællesskaber kan være. Vi arrangerer gerne aktiviteter i gamingrummet. Vi lytter gerne efter, hvad børnene giver af forslag til aktiviteter online. Vi har værktøjer og spil, som fremmer fællesskaberne online i modsætning til at zone ud med egen mobiltelefon.