Gå til hovedindhold

UngiAarhus - vores Fritids- og Ungdomsskoleplan

I Aarhus Kommunes Fritids- og Ungdomsskoleplan kan du læse mere om UngiAarhus, og hvad vi er sat i verden for. Her har vi samlet lidt af informationen til dig. Hvis du har lyst til at læse hele planen, kan du også læse den her

Indhold

    Børn og unge har brug for voksne omkring sig, der hjælper med at skabe de gode børne- og ungeliv. Det har vi fokus på i UngiAarhus ud fra vores Fritids- og Ungdomsskoleplan gennem blandt andet pædagogik, aktiviteter og events.

    Herunder kan du læse en kortere version af, hvordan vores tilbud er bygget op, og hvad deres formål er.

    Fritidsklubberne i UngiAarhus er vores almene tilbud, der henvender sig til alle børn i 4.-6. klasse. Børnene skal være medlemmer af fritidsklubben for at kunne benytte tilbuddet. Byrådet har besluttet, at der skal ligge en fritidsklub i hvert skoledistrikt.

    Fritidsklubberne tager i det daglige arbejde afsæt i børnenes konkrete ønsker og behov, dels i Fritids- og Ungdomsskole planens faglige og dannelsesmæssige principper og dels i de lovgivningsmæssige rammer og forpligtigelser.

    Fritidsklubberne har som formål at skabe gode fritids- og ungdomspædagogiske rammer for børnenes fællesskaber og personlige udvikling. Det arbejder vi i UngiAarhus med, gennem forskellige interessebårne og sociale aktiviteter. Fritidsklubben er der, hvor børn kan opleve, at få deres mulighed og erfaringshorisont udvidet, og her skaber vi øvebaner, hvor børnene udvikler mere selvstændighed og modnes i et fritidspædagogisk rum, der understøtter overgangen til det begyndende ungdomsliv.

    Fritidsklubben og den lokale skole har et tæt samarbejde, og det sikrer vi blandt andet gennem det fælles samarbejdsgrundlag. Vi samarbejder også med det lokale forenings- og fritidsliv samt civilsamfundet, og det er med til at styrke børnenes tryghed og nysgerrighed i at være en del af lokalområdet. 

    Ungdomsklubberne i UngiAarhus er vores almene tilbud, der henvender sig til alle unge fra 7. klasse til og med 17 år - og op til 20 år for unge med fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse. De unge skal være medlemmer af ungdomsklubben for at kunne benytte tilbuddet.

    Ungdomsklubberne tager i det daglige arbejde afsæt i de unges konkrete ønsker og behov, dels i Fritids- og Ungdomskoleplanens faglige og dannelsesmæssige principper og dels i de lovgivningsmæssige rammer og forpligtigelser.

    Ungdomsklubben tilbyder forskellige aktiviteter og fællesskaber, hvor de unge møder jævnaldrende og dyrke ungefællesskaber på en meningsfulde og konstruktiv måde. Her øver de unge sig i selvstændighed, samtidig med at de har mulighed for at dyrke interessefællesskaber.

    Ud over vores samarbejde med de lokale skoler er der tætte samarbejder mellem ungdomsklubber og det lokale forenings- og fritidsliv samt civilsamfundet. Det er med til at udvide de unges horisont og oplevelse af aktivt medborgerskab. I ungdomsklubben udvider vi samarbejdet i det bydækkende perspektiv gennem fælles arrangementer og i arbejdet med at bygge bro til blandt andet ungdomsskolen. 

    Nogle steder har vi ungemiljøer, der er åbne og inkluderende fællesskaber, hvor alle unge er velkomne - uanset om de er medlemmer af den lokale ungdomsklub eller ej. Her har de unge mulighed for at deltage i selvstyrende aktiviteter, være sammen med andre unge i et trygt miljø og deltage i ungdomsskolehold, som vi tilbyder i samarbejde med Ungdomsskolen.

    I ungemiljøet vil der, ligesom i ungdomsklubben, være adgang til et mindre eftermiddagsmåltid. Det sælger vi ofte i vores fællesrum og fungerer som en café. Man vil blandt andet kunne købe toast, frugt eller lignende. Betaling sker via sit CPOS-kort, dankort eller mobilepay. 

    I UngiAarhus arbejder vi med bydækkende aktiviteter og events, der komplementerer forholdet mellem det lokale, det områdedækkende og det bydækkende.

    Den bydækkende tilgang til arbejdet i UngiAarhus giver os mulighed for at understøtte fællesskaber mellem børn og unge på tværs af byen. Det gør det også muligt, at børn og unge får rum til at dyrke (særlige) interesser.

    På den måde åbner vi verden for både børn, unge og personale, og der bliver samtidig skabt begivenheder af en karakter og et format, som kun kan lade sig gøre gennem samarbejde på tværs af UngiAarhus.

    Det er for eksempel:

    • Space To Be You
    • OMG-Festival
    • Fritidens Vårsalong
    • Ungdommens Vårsalong
    • og meget mere
    Plan for fritids- og ungdomsskoleområdet i aarhus kommune
    Sidst opdateret: 25. september 2025