Gå til hovedindhold

Klubben Sølyst

I Klubben Sølyst har vi både en fritids- og ungdomsklub. Vores klubber er for børn og unge fra 4. klasse til og med 17 år

  • Læs op

Indhold

    Vi åbner, når skoledagen slutter, og vi bestræber os på at skabe et sjovt, positivt og lærerigt fritidsmiljø, hvor der er fokus på berigende fællesskaber. 

    Vi har et forældre- og ungeråd, der består af forældrerepræsentanter, børne-/ungerepræsentanter, medarbejdere og klubbens leder. De mødes og drøfter, hvordan rammerne og aktiviteterne i klubben bliver allerbedst under hensyn til de retningslinjer, der er givet i Aarhus Kommune.

    Læs mere om at deltage i vores forældre- og ungeråd (pdf)

    Hos os arbejder vi med udgangspunkt i Aarhus Kommunes børne- og ungepolitik. Det betyder at vores pædagogiske fokus er på fællesskaber, trivsel, medbestemmelse og sundhed, hvilket kommer til udtryk i de aktiviteter vi laver i og ude af huset.

    Hvis du vil vide mere om klubben, er du meget velkommen til at ringe eller kigge forbi. Du finder vores adresse og telefonnummer under "kontakt". 

    Læs mere om vores forskellige tilbud

    Klubben Sølyst er en øvebane på vejen mod at blive ung. Her handler det om fællesskabet, at kende sine egne og andres grænser og mærke omsorg og tryghed i gode rammer.

    Her møder børnene kompetente voksne, der udfordrer dem blidt og skaber trygge rammer for, at de kan prøve noget nyt, som de måske hverken troede, de kunne eller turde øve sig i

    Det gælder ikke om at være verdensmester, men om at være med og bidrage med dét, man kan, og som man gerne vil være endnu bedre til. Vi giver dit barn medbestemmelse, så dit barn øver sig i at være selvstændig og træffe egne valg.

    Klubben Sølyst er et mødested og et læringsrum for børn og unges trivsel, udvikling og læring. Vi bidrager til at alle børn og unge føler sig som en del af et fællesskab, og det er omdrejningspunktet for alle klubbens aktiviteter.

    Vi vægter dagligt et højt samarbejde med både forældre og skole.

    Som forælder har du medindflydelse på dit barns hverdag i fritidsklubben. Du er altid velkommen til at tage en snak med personalet eller klubbens leder om, hvordan dit barn har det eller om forhold i klubben, som du har en holdning til.

    Ungdomsklubben i Klubben Sølyst er ”dit sted”.

    Sammen med de andre unge i ungdomsklubben skaber du og de voksne rammerne for et godt ungdomsklubliv.

    I ungdomsklubben kan du lave alt det, du synes, er fedt. Det kunne fx være at spille musik, være kreativ, spille computer, tage på ture, spise aftensmad eller noget helt andet. 

    I klubben bidrager vi til at du og andre unge føler sig som en del af et fællesskab, og det er omdrejningspunktet for alt aktivitet hos os.

    Vi vægter samtaler om dit ungdomsliv højt, og vi har et tæt samarbejde med forældre og skole.

    Klubben er dit sted - hvor du kan få råd og vejledning om til og fravalg i dit ungdomsliv.

    Sidst opdateret: 1. marts 2024